60547119
Min egen kost-historie

Jeg er en kornfed, glad dame med hang til mørk chokolade, fløde, bagte rodfrugter, nybagte grovboller med tandsmør og rødvin. Samtidig elsker jeg at være i naturen, træning og at arbejde med mig selv. Udfordre mig selv. Finde mig selv. Møde mig selv.

Jeg ved, hvad der smager – men mit taljemål er 80. Aldrig mere!

Af og til er det mindre, for så får jeg lyst til at føle mig mere sund, træne mere, få slankere lår eller andet, der lige falder mig ind… Det går som regel over efter nogle måneder, og jeg er tilbage på 80! Jeg er i balance. Jeg kan lide min krop. Jeg nyder at være til. Jeg er taknemmelig.

Min professionelle passion er, at hjælpe andre til at føle sig tilpas i sin krop.

Derfor elsker jeg at hjælpe andre til at prioritere sig selv og sit velbefindende! Det kræver ikke så meget – bare registreringen af, at det gør så godt indeni.

Jeg kommer fra en helt almindelig gennemsnitlig, dansk håndværkerfamilie. Mor stod for indkøb og madlavning – jeg tror ikke, at min far, den dag i dag, i runde tal ved, hvad en liter mælk koster (sorry, far!) Min mor stod derfor også for ”nem-hverdagsmad-i-travl-mange-børns-familie-konceptet” – masser af kulhydrater og sukker! Det var hurtigt, billigt og nemt. Det var pasta, pølser, frysepizza, guldkorn, kammerjunkere og marie-kiks! Dertil en god omgang ketchup, chokoladekiks, mælkesnitter, nutella, krydderboller og andre ”børnevenlige” produkter med masser af forarbejdning og sukker.    

Det var i firserne, men det er for mange ikke anderledes i dag – måske fa(s)t food er mere central i dag, men det gør ikke sagen bedre!

Min mor kom selv fra et ”leve-hjem” med højtbelagt smørrebrød, wienerstænger, råcreme, fløde-legering og fyldte chokolader! Jo, der var ingen smalle steder (heller ikke deres taljer), så hun ved, hvad der er godt! Og det er jo godt – i begrænsede mængder! Alle disse lækre sager, overførte hun – i bedste mening - på os børn, for når man skal hygge, så skal man have lækre ting til sin mund indenfor rækkevidde.

Det resulterede i, at vi blev sukker-junkies! Jeg blev bevidst om det i 12 års-alderen, og gjorde alt i min magt for at spise sundere end min familie, hvilket jeg klarede ok, men ikke til perfektion. Jeg havde ikke meget støtte, når jeg kommenterede på madvanerne derhjemme, og jeg gik under navnet ”sundheds-apostlen”. I dag ville jeg da være smigret over det tilnavn, men det var jeg nu ikke dengang!

Jeg blev også lidt buttet – hvalpefedt, kaldte min mor det. Sundhedsplejersken kaldte det ”kraftige knogler” – tak, sundhedsfaglige orakel, for at sige sådan til en 12-årig.

Jeg vidste en masse om sund mad som ganske ung, men jeg var jo sukkerjunkie, så jeg kunne ikke rigtig lade være ”at fikse”! Jeg trænede og løb utrolig meget gennem hele min ungdom, så jeg blev aldrig rigtig overvægtig, men jeg har altid ligget til den buttede side, tæt på max. BMI.

Da jeg flyttede hjemmefra, kunne jeg endelig leve sundere, og det hjalp mig utrolig meget. Jeg kom til at bo med en sportskvinde (med den sygeste forbrænding!), som også var slikken, men vi holdte os sunde. Siden flyttede jeg for mig selv, og jeg sørgede altid for at have noget ”lækkert” til om aftenen. Desuden boede jeg overfor en bager, der lavede kamp-gode romkugler, så det var jo dejlig nemt at forblive sukkerjunkie.

Jeg prøvede diverse diæter med forskellige kost-overbevisninger, men nej – det virkede ikke rigtigt for mig! Det gik, fordi jeg trænede meget!

Så kom jeg i Søværnet – og her skete der en masse. Som værnepligtig har du ikke meget tid, du selv kan råde over. Du har måske ikke mulighed for at købe lækkerier. Du har måske end ikke en pause, hvor du kan nå at fortære dem.

Jeg tabte mig, blev superfit og havde det forrygende. Endelig var jeg fri for sukker!

Men jeg faldt jo i igen. For snart var jeg skole-pige, bosiddende midt i København med alle de fristelser en storby har. Jeg havde laaaange lektiedage med uforberedte madpakker, der ikke strakte til hele dagen, hvorfor jeg endte i slik-o-maten eller i kiosken. Og noget ”lækkert” om aftenen blev det da til, for jeg ”havde jo arbejdet hårdt”. Og det gjorde vi! Samtidig drak vi en masse bajere, festede til den lyse morgen, læste til 100 eksamener, studerede, studerede og drak øl. Ingen søvn, dårlig mad og præstationer på præstationer. Jeg var nået til et lavpunkt! Midt i mit drømmestudie!

Jeg meldte mig ind i et fitness-center og gik amok. Jeg ville genfinde glæden ved at være superfit. Det gik også, men med kalorieforbrug, kommer øget kalorieindtag. Af de forkerte ting i mit tilfælde!

Jeg var rådvild. Jeg var sukker-junkie, og jeg orkede det fandeme ikke!

Jeg meldte mig i vægtvogterne! Noget skulle der ske. Nogen, skulle jeg stå til regnskab for. Og det skulle ikke være mig selv!

Jeg følte mig ikke rigtig velkommen, som jeg sad dér som en ung pige med hvalpefedt blandt overvægtige, mismodige mennesker! Men jeg insisterede – jeg havde brug for én at præstere et mindre tal hver uge overfor. Om jeg så skulle betale for det – også med min skam over at tillade mig at være dér blandt de ”rigtigt tykke”!

Men jeg havde en mission. Og den lykkedes! Jeg fik gode kostvaner – og fandt, at mine elskede kulhydrater, i form af masser af brød, var noget lort for mig!

Jeg fortsatte med at træne og vejede intet. Havde min egen mad med til festlige lejligheder, drak kun ved særlige lejligheder, detoxede, fastede, havde det forrygende!

Lidt efter lidt fandt jeg, at det sgu er kedeligt at leve så sundt og med så mange selvskabte forbud! Desuden var jeg snart færdig på officersskole, og skulle ud og sejle. Her var det hårdt arbejde, ingen søvn og dårlige træningsmuligheder.

Jeg blev atter, hvad jeg vil kalde normalvægtig, altså som jeg havde været siden mit 18. leveår! Det er desuden omtrentlig den selvsamme vægt, som jeg har, her tre børn senere!

Gennem hele mit voksne liv, har jeg eksperimenteret med forskellige kost-principper.

Jeg har også levet helt uden sukker i en tid, fordi det er så vigtigt for mig, at jeg ikke er afhængig af noget, andet end lyst og kærlighed til mad!

Jeg har prøvet alle kure, som ugebladene skriver om, fordi det synes jeg, giver mening, når man er kostvejleder! Jeg har prøvet det hele på min egen krop! Jeg kan tale med om fordele og ulemper og hvad der virker/ikke virker! Men jeg kan jo kun snakke ud fra min følelse af, hvordan jeg fik det.

Nu er jeg nået til at leve efter ”alt med måde princippet”! Jeg spiser intuitivt, og jeg ved, hvordan "sulten og tilpas mæt" præcis føles for mig. Jeg hader forbud, jeg spiser stort set, hvad jeg har lyst til – når jeg er sulten! Jeg kan lide naturlige, reelle råvarer og naturligt sødt! Jeg har gennem al min eksperimentering med kost, erfaret, at det sætter skub i vægttab at skære ned på kulhydrater i vægttabsperioden! Det er disse principper, jeg bygger mine anbefalinger ud fra. 

 

Jeg har altså gennem hele "mit bevidste liv" kæmpet med at finde det rigtige kost for mig. Den rigtige tilgang til mad. Min livsstil!

Jeg synes, jeg er landet - ikke mindst fordi, jeg har sluttet fred med min krop, og jeg synes, jeg har nogle gode erfaringer at dele, så du måske kan skyde genvej til at finde din sunde livsstil